Børneopdragelse – hvorfor “how to” værktøjer ikke virker

Finder du det også svært at efterleve de mange gode råd om opdragelse af børn, som du læser om i bøger og på nettet? Så er du ikke alene. Hvor har jeg ofte i de første år af børnenes liv følt mig usikker på, hvordan jeg bedst kunne møde dem, sætte grænser samtidig med, at jeg rummede deres følelser og uden at gøre dem forkerte. Usikker på hvordan jeg kunne håndtere konflikter dem imellem uden at placere skyld.

Magtesløsheden og fortvivelsen var til tider stor. Derfor søgte jeg hjælp i en lang række børneopdragelsesbøger og blogs og fandt mange gode værktøjer og råd. Jeg skrev lister med do’s and dont’s, hængte dem på køleskabet og lagde dem på mit natbord. Men det var som om, at når situationen blev tilspidset og konflikten udspillede sig, så forsvandt alle listerne fra mit hoved og jeg kunne kun finde ud af at reagere, som jeg plejede. Kender du det? Og hvorfor er det mon sådan?

Fordi den ændring der skal til ofte ikke handler om barnet, men om dig. Ændringen indtraf da jeg som led i min psykoterapeutuddannelse stødte på Jesper Juuls klassiker fra 1999 “Dit kompetente barn”. For mig handlede den bog meget mere om mig end om mine børn. Den handlede om mine egne sår og uhensigtsmæssige følelsesmønstre og behovet for at få set, rummet og mødt disse. Ønskede jeg at være rummelig og omsorgsfuld overfor mine børn, skulle jeg starte med barnet inde i mig.

Det blev starten på den vigtigste rejse i mit liv. Med hjælp fra min terapeut lærte jeg at se, rumme og håndtere de følelsesmæssige mønstre der gjorde, at jeg ofte følte mig magtesløs i relationen til mine børn. Og jeg oplevede med tiden at samværet med dem og håndteringen af konflikter blev uanstrengt. For jeg skulle ikke længere huske lange lister med gode råd. Svarene var nu inde i mig. De har nok altid været der, men der var ikke længere en masse følelsesmæssig støj til at overdøve dem. Og dette arbejde med mit eget indre barn har haft en masse positive afledte effekter i andre sfærer af mit liv. Arbejdsliv, kærlighedsforhold og venskaber. Men det er en helt anden historie….

Stemmen indeni – en indre kritiker

Jeg har i hele mit ungdomsliv og store del af mit voksenliv været udstyret med en indre stemme. En indre kritiker. Den sagde ting som: ”Du er ikke dygtig nok. Du er ikke klog nok. Du bliver afsløret, verden opdager at du ikke kan noget, ved noget.” Den har igennem mange år pint og plaget mig med udførlige beskrivelser af mine manglende evner, min utilstrækkelighed. Mest i arbejdssammenhænge og da jeg læste på universitetet.

Stemmen var en integreret del af mig. Og jeg troede på den. Fuldt og fast. Også selvom jeg ofte ikke oplevede overensstemmelse mellem det den sagde og det omverdenen spejlede tilbage til mig. Den var meget meget overbevisende.

I terapi opdagede jeg, at stemmen ikke var hele mig, men blot en side i mig. Jeg opdagede, at der også var en anden side – den side der tog imod kritikken. Den side der halsede rundt for at stille kritikeren tilfreds. Og jeg havde travlt. Så travlt at jeg brændte ud. Et par gange. Og det er ikke så sært, for kritikeren fulgte op med en lang liste af ting jeg skulle gøre: ”Forbered dig noget mere, øv dig, tag dig sammen, læs mere, gør, gør, gør…..”Puha. Det var ikke nemt at stå model til mit eget indre mål om perfektionisme.

Med hjælp fra min omsorgsfulde og dygtige terapeut lærte jeg de to sider bedre at kende. Vi gav plads til begge sider og jeg opdagede, at selvom jeg dybt og inderligt hadede min indre kritiker og alt det den tvang mig til, så var den opstået ud fra et ønske om at passe på mig. Hjælpe mig til at lykkedes, at undgå at opleve skam mv. Og i takt med at den anden side i mig fik mere plads til at udtrykke følelser og behov, men også selvstændighed og handlekraft, faldt kritikeren til ro. Den kunne slappe af – og det trængte den til. Den var nemlig også udmattet.

Efter jeg selv er blevet terapeut oplever jeg, at mange af mine klienter kæmper med en lignende indre stemme, en indre kritiker. Og jeg får bekræftet igen og igen, hvor vigtigt det er at få adskilt de to sider, lært dem at kende og også givet plads til den side, der ofte føler sig kuet og undertrykt af den kritiske stemme. Derudfra vokser selvforståelsen, selvfølelsen og evnen til at sige fra overfor den kritiske stemme.

Den indre kritiker er forskellig fra person til person og kan derfor også have forskellige dagsordner. Den kan være optaget af og kritisere dig for, at du er for tyk, for grim, for kedelig, for dum, for….? Uanset hvad den har på hjertet så vid, at den ikke er hele dig. Og at der er hjælp at hente, hvis du oplever, at den styrer for meget i dit liv.